ORIENTERING

SFO-IT
December 2002

Her ved årsskiftet 2002-2003 er der under paraplyen Pædagogisk IT-kørekort udviklet efteruddannelserne Skole-IT, SFO-IT, Gymnasie-IT, Sprogcenter-IT, SOSU-IT, SUND-IT, EUD-IT og Seminarie-IT. Desuden kan pædagogikumkandidater i det almene gymnasium vælge at gennemføre fem moduler i Gymnasie-IT.

Dette nyhedsbrev informerer om nogle af de mest relevante nyheder, samtidig med at vi fra UNI•C ønsker jer alle en glædelig jul og takker for det gode samarbejde.

45.000 deltagere, hvoraf de 26.000 allerede har taget et Pædagogisk IT-kørekort, vidner om en stor aktivitet, der har umådelig betydning både for skolerne og os, der arbejder med at arrangere, undervise og holde styr på kurserne.

Specialpædagogik i Skole-IT

Fra skoleåret 2003/2004 udvides kurset Skole-IT med specialpædagogisk indhold. Dermed efterkommes et stort ønske om og behov for, at dette efteruddannelsestilbud også henvender sig til dem, der arbejder med specialundervisning. De nye valgmoduler, nye modulopgaver til eksisterende moduler og øvrige materialer udvikles af en arbejdsgruppe i et samarbejde mellem KVIS-programmet og Skole-IT sekretariatet hos UNI•C.

Evaluering af Sprogcenter-IT

Metode og Dokumentationscentret ved Amtscentret for Undervisning i Århus amt har for styregruppen evalueret Sprogcenter-IT. Rapporten behandler mange interessante problemstillinger og kan hentes på kursets hjemmeside www.sprogcenter-it.dk/information/evaluering/index.htm.

EMU-bjælke på kursernes hjemmesider

Øverst på de fleste kursers hjemmesider har vi nu anbragt EMU-bjælken. EMU, det Elektroniske Mødested for Undervisningsverdenen, er fra vores side tænkt som startstedet for alt om undervisning på nettet og en meget nyttig hjælp til lærerne med at komme videre på nettet.

Pedagogical ICT Licence

Der er meget stor interesse fra udlandet for vores danske efteruddannelsesmodel. Derfor har vi oprettet hjemmesiden www.school-ict.org. Den indeholder givetvis også interessant information for de mange af jer, der deltager i internationalt samarbejde; blandt andet en engelsksproget folder i pdf til download, www.school-ict.org/bilag/PedagogicalICT.pdf.


Tilbage

 


http://www.sfo-it.dk © copyright UNIC 2002